Vikingetelte
|
![]() På trods af, at jeg efterhånden har lavet en del telte til rollespil, har jeg op til sommeren 2007 ikke haft et telt der kunne komme med til vikingemarkeder. Problemet har været, at kravene til markederne dikterer, at telte skal være lavet til historisk korrekte materialer, dvs. uld eller hør. Derfor begyndte jeg i efteråret 2006 at undersøge mulighederne for at lave et ordenligt telt til markederne. Materialer -Uld eller Hør? Første store valg var materialet til teltdugen. Det er mest sandsynligt at vikingerne har brugt uld til teltduge, da mængderne der skal bruges ville kræve enormt meget land afsat til dyrkning af hør. Uld kan desuden holde på varmen, og absorberer regnvand så det løber inde i ulden, og ned på jorden. Når man rør dugen indefra bliver man dog våd hvis det regner, og uld kan ikke tåle at være vådt i længere tid af gangen og må aldrig nogensinde pakkes ned vådt. Så er uld i øvrigt tungt som et ondt år, -især når det er vådt. Prisen på uld egnet til telte er ca. 120 kr/m for 1,4 m bredt stof. Nutildags er hør nemmere at få fat på, og materialet var jo til rådighed i vikingetiden, så vi kan ikke sige med sikkerhed at det ikke blev brugt til telte. Hør er lettere end uld og hørtråde svulmer op når de bliver våde, så teltstoffet bliver ekstra vandtæt når de første dråber er faldet. Hør kan ikke tåle at ligge længe i våd tilstand og rådner let, men kan godt tåle at blive pakket ned vådt. Prisen på hør egnet til telte er ca. 95 kr/m, for 1 m bredt stof. Mit valg faldt på hør, da alle jeg kender med forstand på telte anbefaler det, på trods af at det er dyrere. Anna Balsgaard hjalp mig med at bestille stoffet, da den billigste forhandler (Sven Hecht-Johansen ApS) kun solgte engros, og jeg købte to ruller stof på i alt 114 m. De forskellige telte Af de 114 m stof blev der fire telte: Teltene blev syet med sammen teknikker som beskrevet i min guide, men med fransk søm i syningerne og flere kiler i enderne. Her er nogle billeder fra sy-processen. ![]() Min mors symaskine. Selvom jeg har adgang til en industri-symaskine foretrækker jeg den her gamle sag, da den kan sy i hvadsomhelst og laver mindre problemer med undertråden. ![]() Stoffet klippes nemmest ved at folde stofbanen på midten, og bruge en af de foregående kiler som mønster. ![]() Den ene ende af teltet, der består af 5 kiler hvoraf de 2 eller 3 er sammensat af to stykker stof. Se Guiden for forklaringer. |